2. november 2023 var jeg til seminar i dansk myelomatoseforening.

Nedenfor kan du se mit slideshow hvor jeg fortæller om perspektiver på livskvalitet.

Jeg er dybt imponeret over det arbejde der bliver gjort i dansk myelomatoseforening. Her står kræftramte og pårørende sammen om at leve livet med myelomatose og der udvises en kæmpe omsorg for hinanden.

Se oplægget her

Perspektiver på livet med kræft

Når vi står alene bliver det svært

Skrevet af Louise Redder

Ensomhed kan få alle problemer til at vokse. Ofte er der mange ting i et kræftforløb, der er svære at tale om, hvilket kan føre til en følelse af at stå alene, også selvom man er sammen med tætte relationer.

“To name it is to tame it” er en sætning, jeg ofte har med mig. Når problemer og bekymringer siges højt, er det som om de mister deres kraft, hvilket gør det muligt at nærme os hinanden. Hvis vi kan mærke omsorgen fra en anden, hjælper det forskellige perspektiver på vej. Måske løses ikke alle problemer, men vi kommer tættere på hinanden og tynges knap så meget af det svære. Pårørende har gode muligheder for at forstå vores reaktioner, da de kender os godt og kan trække på viden og erfaringer fra tidligere i livet.

Sygdom og især livstruende sygdom, kan dog gøre det svært at være pårørende, da effekten af dette ikke er isoleret til patientens liv. Frygten for at miste en nær og tæt relation kan blokere og gøre det svært at være der for den anden.

På Pfizers hjemmeside kan du finde andre kræftpatienters fortællinger om livet med kræft. Måske kan du finde inspiration til dit liv her.

(Jeg har intet samarbejde med Pfizer)

Litteratur om traumer. Mange patienter med kræft bliver traumatiseret

Traumatiseret af kræft?

Skrevet af Louise Redder

Vi bruger sjældent ord som traume og traumatisering i forbindelse med kræft og alvorlige sygdomsforløb. Ikke desto mindre, er jeg helt overbevist om, at mange patienter og pårørende bliver traumatiseret i forbindelse med sygdomsforløb. Men hvorfor siger vi det ikke højt?

Når man snakker om traumer, er der ofte også skyld, der bliver placeret hos en ”udøver”. I et kræftforløb er der som regel ingen skyldige, kun når det handler om fejl og utilsigtede hændelser. Derudover er indgreb som operationer og prøvetagning et vilkår for patienten, hvis vedkommende vil livet, hvilket gør det svært at dele negative følelser omkring et indgreb. Der foregår en fælles kamp for livet, hvor heppekoret kan komme til at bagatellisere det, der er svært og hårdt at gå igennem.

Derfor håber jeg at blive meget bedre til at tale om traumer og behandle dem.

1. September starter mit 3. år på S.I.F (systemisk institut for familie terapi, https://www.sif-udd.dk/), og det kommer til at handle om traumer. Jeg glæder mig og er helt sikker på, at dette er vejen til at hjælpe rigtig mange patienter med kræft og deres pårørende. Vi kommer til at lære mange forskellige måder at tilgå traumer på. Det handler om at finde den rette vej for den enkelte. Meget af litteraturen er skrevet med udgangspunkt i behandling af PTSD, overgreb og svigt i barndommen, altså hændelser fra fortiden, der påvirker det levede liv i nutiden.

Jeg glæder mig til at bygge videre på min viden inden for dette område og ikke mindst til at hjælpe kræftpatienter med følgerne efter sygdom og behandling .